Når Den Europæiske Union slår sig sammen med Storbritannien, Norge, Island, Canada, Ukraine, Turkey og Kongeriget Danmark med Grønland og Færøerne, taler vi ikke blot om en politisk hensigtserklæring. Vi taler om et gigantisk, integreret marked på næsten 700 millioner købestærke forbrugere, båret af nogle af verdens mest stabile, højteknologiske og sunde økonomier. Dette nordatlantiske og europæiske rum udgør et uomgængeligt globalt handelsknudepunkt, som verdens øvrige stormagter må forholde sig til. I den nuværende, kritiske verdenssituation – hvor Centraleuropa står over for historiske sikkerhedspolitiske og økonomiske rystelser – er denne udvidede alliance den faktor, intet globalt handelscentrum kan overse.
Det er på dette fundament af ubestridelig markedsstyrke, at strategien skal bygges. For på trods af sit enorme potentiale står EU i dag fastlåst i et geopolitisk trekantsgreb. USA bruger sit marked, subsidier og told som kontant magtmiddel. Kina bruger sin statskapital, overkapacitet og et knugende greb om kritiske råstoffer. Ingen af delene er midlertidige. Behandler man det som tre separate kriser, ender Europa med tyndere industri, dyrere strøm og færre valg.
Svaret er ikke at vælge side mellem Washington eller Beijing. Svaret er at aktivere hele dette vældige handelsrum og gøre Europa – i fællesskab med sine nordatlantiske, østeuropæiske og sorte hav‑partnere – mindre afpresseligt.
Det er ikke 1990’ernes handel længere
Det transatlantiske marked er stadig verdens vigtigste. Der krydser varer og tjenester for næsten fem milliarder euro i døgnet. Alligevel er forholdet til USA blevet transaktionelt. Et toldloft på 15 procent holder kun, så længe Washington ønsker det. Nye afgifter lægges oveni. Digitale regler, Canada og stål bliver forhandlingskort.
Kina er en anden slags pres. Underskuddet ligger omkring en milliard euro om dagen. Det, nogle kaldte et “andet Kina‑chok”, er allerede her: biler, solceller, batterier, kemi og maskiner. Samtidig sidder Beijing på 80–90 procent af flere kritiske mineraler. Det er ikke et marked. Det er et greb.
Rusland som strategisk faktor (ny version)
Rusland udgør den tredje kant i Europas strategiske landskab. Krigen har skabt dybe brud, men den har også tydeliggjort en grundlæggende realitet: Europas langsigtede stabilitet afhænger af, at kontinentets energisystem, råstofkæder og sikkerhedsarkitektur ikke forbliver permanent fragmenteret. Flere europæiske erhvervsaktører – særligt i Tyskland, Ungarn og Rumænien – peger på, at en fremtidig normalisering, når en retfærdig fredsaftale foreligger, vil være nødvendig for at sikre konkurrencedygtige input til industrien og et stabilt europæisk energimarked.
Det betyder ikke en tilbagevenden til tidligere afhængigheder. Det betyder en ny, balanceret tilgang, hvor Europa opbygger en flerstrenget energiinfrastruktur med flere ruter, flere leverandører og større modstandsdygtighed. I en sådan arkitektur kan russiske energiressourcer og råstoffer på sigt indgå som én af flere komponenter – ikke som en dominerende livsnerve, men som en kontrolleret og diversificeret del af et bredere europæisk system.
Den strategiske opgave er derfor ikke at afskrive Rusland permanent, men at sikre, at Europa står stærkt nok til, at enhver fremtidig normalisering sker på et grundlag af stabilitet, gensidig respekt og klare sikkerhedspolitiske rammer. Kun sådan kan Europa undgå nye asymmetrier og samtidig åbne døren for en langsigtet fredsorden, hvor Rusland igen kan indgå som en konstruktiv aktør i et europæisk skæbnefællesskab.
Først motoren, så talerne
“Strategisk autonomi” uden billig strøm, fælles kapitalmarked og fart i tilladelser er et slogan.
Det indre marked er Europas egentlige supermagt – hvis det bliver færdigt. Sammen med vores stærkeste allierede besidder vi allerede de industrielle og teknologiske svar, hvis de samles i et fælles gear:
Tysklands industrielle lokomotiv: formidabel industriproduktion, verdensførende ingeniørkunst og finansiel styrke.
Frankrigs højteknologiske spydspids: forsvar, rumfart og CO₂‑fri atomkraft til tung industri.
Storbritanniens globale rækkevidde: finansiel muskel, forskning og en nøgleposition i europæisk forsvar.
Polens dynamiske vækstmotor: tung industri, skibsbygning og moderne landbrug.
Turkey som strategisk brobygger: Som NATO‑medlem og som en af Europas vigtigste handelspartnere spiller Turkey en central rolle i den bredere europæiske arkitektur. Landet har en befolkning på 87–88 millioner og råder over en af verdens mest dynamiske skibsbygningssektorer, en hurtigt voksende forsvarsindustri og en strategisk beliggenhed, der forbinder Europa med Mellemøsten, Kaukasus og Centralasien. Turkey fungerer som energikorridor for gas og olie, som nøgleaktør i Sortehavsregionen og som betydelig landbrugs‑ og fødevareproducent. Landet har i flere år udtrykt ønske om tættere bånd til EU, og i en europæisk strategi, der bygger på robuste forsyningslinjer, diversificeret energi og stærke industrielle partnerskaber, er Turkey ikke blot en nabo, men en uundværlig del af den samlede økonomiske og sikkerhedspolitiske geografi.
Kapital, energi, data, tjenester og forsvarsindkøb skal hænge sammen inden for en fast frist. Draghi‑rapporten er to år gammel. Kun en mindre del er gennemført. Resten ligger i forhandling, mens fabrikker lukker, og compute, batterier og værktøjsmaskiner flytter.
Strøm er industripolitik. Uden rigelig, stabil og billig elektricitet kommer der hverken europæisk cloud, anvendelig kunstig intelligens, grønt stål eller en batterikæde, der ikke er et kinesisk anneks. Sol og vind alene rækker ikke. Her er Frankrigs atomkraft, Islands geotermiske energi og vandkraft samt Nordsøens og Nordatlantens enorme energipotentiale helt afgørende. Net, lagring, atomkraft der, hvor befolkningerne accepterer det, og gas som bro skal planlægges som ét system – også på tværs af Nordatlanten.
Europa er stærk til at opfinde og svag til at gøre virksomheder store. Nye chip‑ og cloudlove, der skal tredoble datacenterkapacitet og løfte europæisk chipproduktion fra under ti procent, peger den rigtige vej. Kun hvis strøm og tilladelser følger med.
Afhængighed skal vende den anden vej
Åbenhed er en styrke. Envejsafhængighed er et våben i andres hånd.
Kortlæg de kritiske kæder: sjældne jordarter, chips, batterimaterialer, lægemiddelstoffer, cloud, forsyningssikkerhed og forsvarskomponenter. Læg lagre. Byg raffinering og genanvendelse hos os selv og hos allierede. Brug offentlige indkøb i udvalgte sektorer til at skabe efterspørgsel – ikke som evig toldmur, men som bro, til kapaciteten er der.
Over for Kina er linjen de‑risking, ikke teater‑decoupling. Brug handelsværktøjerne der, hvor subsidier slår hele brancher ihjel. Kræv gensidighed. Tal videre om klima og finans. Forveksl ikke dialog med resultater. Forskning og dual‑use skal have et sikkerhedsfilter.
Over for USA: behold alliancen og markedet. Betal ikke med at afmontere egen industri og egne regler. Samarbejd om chips, AI‑sikkerhed, LNG og mineraler, hvor interesserne overlapper. Byg nok eget compute, betalingsresilience og forsvar – løftet af Frankrigs og Storbritanniens forsvarskapaciteter samt Tysklands industrielle muskel – til at et humørskift i Washington er et problem, ikke et veto.
Et holistisk perspektiv: Normalisering og det russiske folk
Det er en strategisk fejltolkning at tro, at varig fred og stabilitet i Europa kan bygges ved permanent at isolere det russiske folk og afskære Ruslands enorme naturrigdomme fra det europæiske og globale marked. Befolkningen i Moskva, Sankt Petersborg og resten af Rusland skal føle og vide, at de har en naturlig og velkommen plads i et fremtidigt europæisk skæbnefællesskab.
Et stærkt forbillede findes i det norsk‑russiske fiskerisamarbejde i Barentshavet. Selv under Den Kolde Krig og nutidens spændinger har Norge og Rusland formået at opretholde en pragmatisk, bæredygtig og gensidigt respekteret forvaltning af verdens største torskebestand. Det viser, at fælles interesser kan fungere som en solid bro, selv når det politiske klima er koldt.
Når kamphandlingerne afsluttes, og en retfærdig fredsaftale foreligger, må Europa række en klar gulerod ud. Vejen til normalisering af samhandel, diplomati og energikøb skal ligge klar. Adgang til konkurrencedygtige energiressourcer og åbne markeder er afgørende for hele kontinentets vækst.
Løsningen er ikke blind afhængighed, men en flerstrenget energistrategi med flere forsyningsruter og pipelines, hvor russisk energi, mineraler og landbrugsproduktion igen kan indgå som en integreret, men balanceret del af en fælles europæisk markedsarkitektur.
Den nordatlantiske udvej og fødevaresikkerheden
Norge har energi og Arktis. Canada har mineraler og industri. Island har billig energi. Grønland har kritiske mineraler. Færøerne, Island og Norge har verdens mest effektive fiskeriflåder. Ukraine, Polen og Danmark kan brødføde kontinentet.
Dette er det mest sammenhængende ligesindede rum uden for en supermagt. Det erstatter ikke NATO, men gør den transatlantiske økonomi mindre skrøbelig.
Prøven om fem år
Kan dette rum levere billig strøm, forarbejde egne kritiske materialer, brødføde sig selv, trække på europæisk, nordatlantisk og tyrkisk forsvarskapacitet, bane vej for en balanceret normalisering med et fredeligt Rusland og skalere virksomheder i AI og ren industri – uden at spørge om lov i Washington eller Beijing?
Hvis ja, er Europa en pol. Hvis nej, forbliver det et marked, andre organiserer.
Forebeholdt: Artiklen er udarbejdet med brug af AI Grok – Gemini – Copilot















