Nu julemaden har synket sig, så har også nogle af mine tanker synket sig. Jeg tænker på 1991 da Sovjetunionen valgte at opløse sig selv, og de efterfølgende dispositioner, der blev taget af vestlige ledere.
Det var en skelsættende tid for det russiske folk og samtidigt var optimismen stor i vest, for nu var der et tøbrud i konflikten mellem øst og vest, mellem kommunismen og kapitalismen. Rusland og de forhenværende stater i Sovjetunionen stod i en ny og ukendt situation. I denne helt særlige tid for Rusland sagde præsident Jeltsin at vi må få nogle kapitalister. Udover at forsøge at få skabt nogle kapitalister valgte regeringen at udstede voucher, der kunne investeres i virksomhederne.
Dette må siges, at være et af de største og mest omfattende privatiseringsforsøg der er gjort i verdenshistorien. Befolkningen forstod ikke helt hvad målet var med disse “værdipapirer” der kunne omveksles til aktier. Det medførte så at mange fremsynede kommende kapitalister opkøbte disse “optioner” billigt, for så at investere stort i russiske virksomheder. Ligesom her i vesten, er der de med de bedste politiske kontakter og kontakter til kapitalmarkedet, der fik de bedste virksomheder, der handlede med naturressourcer.
Tænk at et land som har været kommunistisk og hvor virksomhederne var statsejede kunne transformeres så hurtigt til et forholdsvis almindelige kapitalistisk og demokratisk samfund. Dette var intet mindre end en sensation som flere forfattere og Ruslands kendere også har skrevet om. Selvom der også forekom mærkelige og voldsomme transaktioner og kampe om flere virksomheder. Dette kunne næppe undgås.
Dette var en ny tid i Europa og landene var euforiske og nedgraderede deres forsvarsbudgetter betydeligt. Rusland ønskede tilnærmelser både til NATO og EU men kort fortal, så fik de en kold skulder.
Det var ingen demokratiske eller legitime forhold, der kunne forklare denne kontante afvisning af Ruslands ønske om tættere samarbejde og integration i de “vestlige organisationer”.
Den nok mest logiske forklaring var nok magt, flere stater ville miste magt og status om Rusland blev medlem af NATO og EU. Er det denne vestlige arrogance og med USA i spidsen vi i dag betaler prisen for? Jeg er ikke i tvivl.
Har i tænkt over hvor mange ressourcer vi har brugt på at bekæmpe kommunismen? og da kommunismen endelig var nedkæmpet i Sovjetunionen valgte vi igen at isolere den russiske befolkning fra vores organisationer.
Dette bærer præg af, at vi ikke kan forene os med den russiske kultur og sprog. Dette udspringer nok af at denne verdensdel, grundet kommunismen har været så fjernt fra vores “civilisation”.
Alt det som jeg arbejder med, bygger på og med tanke på befolkningerne i de lande vi taler om, eller forsøger at forstå. Jeg ønsker at både det russiske og ukrainske folk har en normal fremtid i Europa på lige fod med os alle andre. Mennesket er i fokus, statsledere og præsidenter forgår mens lande består er udgangspunktet.
Jeg skeler ikke til hvem der er leder i et land, men derimod forsøger jeg at holde fokus på hvad befolkningen og det enkelte menneske ønsker. Vi kan ikke løse de udfordringer disse lande og mennesker står overfor, uden vi også kender det enkelte menneske behov, ønsker og tanker om fremtiden.
På handelshøjskolen sagde de, at vi ikke skulle intervenere dybere i klientorganisation end det var nødvendigt for at få løst den specifikke opgave. Dette var også en meget vigtig læresætning. Men da lande og statsledere har valgt slet ikke at intervenere i konflikten mellem Rusland og Ukraine, er jeg nød til at forfatte nogle regler og reflektere ud fra en holistisk synsvinkel, på de lande, stater og mennesker, som bliver dybt berørte af den førte politik eller manglen på samme. Det er ingen tvivl om, at nogen må forsøge at mægle i konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Min gode ven og formand for rederiforeningen for fiskeskibe og som ikke er ibland os mere, og som har været til utallige fiskeriforhandlinger med Rusland, sagde til mig at russerne er et herrefolk og at vi skal huske på at behandle dem godt og samarbejde på alle måder med dem.
Det bliver tit fremført at russere er et herrefolk og det kom til udtryk i forhenværende Sovjetunionen. Det er nok rigtigt. Men det er helt normalt at det er “herrefolk” rundt omkring i verden. Romerne var i sin tid herrefolk, Tyskerne fremførte sig som herrefolk og talte om den ariske rase. Englænderne, franskmændene, hollænderne og spanierne m.m. har, ført sig frem som om de var herrefolk over deres kolonier. Ligesom Danmark også fører sig frem eller har ført sig frem som herrefolk over Grønland og Færøerne som er deres “kolonier” eller i kongerige sammen.
Det er ikke noget unormalt at stater føler sig ophævet over andre stater – civilisationer eller befolkninger. USA er et godt eksempel, de føler sig som verdens politi og i mange forhold ser de sig nok som en cowboyer der rider ind i byen og redder byen fra gangstere og skyder vildt omkring sig og forsøger at skabe kontrol. Men er det ikke sådan, at det tit ender i mere kaos og anarki.
Jeg ved det ikke, men at påtage sig rollen som herrefolk over hele verden virker lidt mærkeligt. Derfor ser vi at BRICKS landene bliver flere og flere og at det muligvis fører til, at dollaren svækkes betydeligt som verdens “hoved valuta”.
Jeg tror at den russiske ledelse godt kunne ønske sig at kontrollere randstaterne, men som flere medier fremhæver at de ville angribe f.eks. de baltiske lande tror jeg ikke på. Det er langt fra at have et ønske og drøm og så at intervenere militært ind i NATO lande. Derfor må disse tåbelige udtaleser som jævnligt er fremme ophøre. Men selvfølgelig skal vi hava et passende forsvar.
Med Ukraine forholder det sig helt anderledes og det påviste den amerikanske ambassadør i Moskva også i forbindelse med at Sovjetunionen opløste sig selv. James Baker var også bange for, at der kunne opstå krig om Ukraine “løsrev” sig fra Sovjetunionen / Rusland og blev selvstændigt.
Før den russiske annektering af Krim var der henimod halvdelen af befolkningen, der ønskede tætte bånd og samhandel med Rusland, mens den anden halvdel ønskede tættere samarbejde vestover og til EU. I dag er situationen fundamentalt ændret.
Men i mit baghoved spøger endnu den tanke, at alt ville være anderledes om vi havde udvist større imødekommenhed da Rusland ønskede et tættere samarbejde med NATO og EU. Om vi vil det eller ej ,så føler Rusland sig omklamret at ikke venlige nationer. Det nytter ikke noget at tale om regelbaseret demokrati, om man tror at nogle stater har rettigheder i kraft af deres størrelse og militære formåen, således at de kan tryne mindre stater eller de lande de er allierede med. Når f eks USA ikke ønsker fremmede militære baser ved deres grænser, så kan man heller ikke forvente at andre lande skal godtage at fremmede stater etablerer baser tæt ved deres grænser. Som jeg har sagt før, så tror jeg, at det kun er en fornuftig vej til fred og stabilitet i Europa, og det er samarbejde og interaktion på alle områder, alle andre strategier er dømte til at fejle.
Det er kun en fornuftig vej til fred og stabilitet i Europa, og det er gennem samarbejde og interaktion på alle områder.
2024
Det kommende år, vil vi se at Ukraine vil få flere militære hjælpepakker, missiler, ammunition, forsvarssystemer, fly m.m. På den anden side vil vi se Rusland opruste betydeligt. Så der er også udsigt til kampe i 2024.
Om Rusland har fremgang på slagmarken i Ukraine, med deres vældige ressourcer, så vil vi se flere spektakulære militære operationer fra Ukraines side, det være sig til lands, til vands eller i luften. Jeg tror også at der kan være tale om særdeles dybe militære operationer.
Som jeg har påpeget flere gange, så må nogen træde i karakter og forsøge at mægle mellem parterne, og det er oplagt at gøre det i Istanbul. Jeg vil nu slutte med at ønske det ukrainske og det russiske folk en lysere fremtid i det nye år, og med håb om at verdensleder vil forsøge at få skabt fred og forsoning mellem brødrefolket.
Det er oplagt at nedstående lande taler sammen og får gang i kommende fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine.